Rosenparaden – 2015
Af Sara Van Deurs Petersen og Natalie Hering

Vi er alle mødt op i dag for at tage afsked med 99’erne. Vi er omkring 40 ryttere, her, men endnu flere, når vi tæller dem med, som ikke kunne være her i dag. Det er en tid vi sent vil glemme, en tid hvor vi, som står her, har udviklet os fra ikke at kunne ride, til hvad vi kan i dag.

Året blev skudt i gang med at reglementet blev strammet, så kravene til at starte B-stævner og DM blev højere og der har sikkert været mange ryttere som har måtte kæmpe for at opnå de rigtige kvalifikationskrav. Derudover kom der en mentor ordning, der gik ud på at de nye landstævneryttere skulle have en mentor tilknyttet, som var en erfaren rytter til at kunne råde og vejlede sig med. Den ordning ved vi, at rigtig mange nye rytter blev super glade for og vi gamle nød at lære de nye hurtigere og bedre at kende.

I foråret blev brutto-truppen sat og hele 15 piger og en dreng dannede rammen om årets truppe. Truppen fik i løbet af foråret og sommeren mulighed for at komme til start i bl.a. Østrig, Holland, Frankrig og Tyskland, nogle ture som giver så meget glæde, ved at kunne rejse sammen, og få en masse erfaring. Det er skønt, at vi har kunnet være venner, samtidigt med at vi har kæmpet individuelt, om de eftertragtede pladser til NM og EM.
Og som I nok ved har vi hevet en masse medaljer hjem i år! 2x nordisk hold guld, 2x nordisk individuel guld, bronzemedalje ved EM for hold og som noget særligt i år, sidst sket 1996 også individuelt bronze!
Der har i år også været fokus på ryttere, som ikke helt har nået landsplan endnu. Der blev nemlig indført en Nathalie Horse Care stil cup. En cup for de unge ryttere på distrikt plan.
Og en kæmpe tak til Hanni og familien Kasprzak, for at give os ponyryttere muligheden for at ride Ecco Cup.

Uanset hvilket plan man har været på, er vi sikre på, at pony årene har været en rejse man ikke har ville være foruden.

Jette - Vi har jo lovet at være søde ved dig i denne tale, så det er vi selvfølgelig .
Du skal have tusind tak for de muligheder du har givet os og for alle de små eller store fif vi har fået med på vejen.
Men vi må indrømme at du har været svær at imponere, og vi har skulle kæmpe for din ros, men når vi så fik den, vidste vi også du mente det. Der er ingen tvivl om, at du ser alt, dig kan vi ikke snyde - godt du ikke er vores dommer! ??

Rigmor - Struktur, rutine og erfaring er nogle af de ting du bidrager med. Men vi ved at det kniber med det engelske, som hurtigt kan blive til "danglish".
You and Maks sørger always for at der er styr på os, til samlinger og competitions. Thank you for your gode humør and støtte!

Vores største sponsorer, nemlig vores uundværlige forældre ville vi på ingen måde kunne have været foruden. I har haft fast arbejde med at køre, pudse, heppe, grine, græde, støtte, fodre, muge, hente, bringe og ikke mindst betale for at vi kan få vores drømme opfyldt. Det er vi jer evigt taknemmelige for! Men vi ved, at I også selv har nydt hvert et sekund!

Mange andre sponsorer rundt omkring i landet har også været meget gavmilde. Uden de sponsorer ville der ikke være nogen stævner, det er vi enormt taknemlige for!
En stor tak til de mange frivillige rundt omkring i rideklubberne. I har knoklet før, under og efter stævnerne, for at vi har kunnet dyrke vores passion.
Og dommerne - Tak fordi I har tilbragt weekenderne med at se på os, og komme med konstruktiv kritik.

Tilfælles har vi alle her på rækken, at vores ponytid desværre har nået sin ende. Det er nu tid til at starte en ny rejse på hest, for nogen af os, hvor krampen i benene forhåbentlig forsvinder, det er vi sikker på at de langbenede piger nok godt kan nikke genkendelse til.

Vi vil slutte med at sig tak til dem der har spillet den vigtigste rolle nemlig vores ELSKEDE ponyer, tak for at I har gjort det hele til en mulighed, uden Jer vil det overhovedet ikke have været muligt.

Her til sidst vil vi gerne se Jer, Jette og Rigmor præstere. Vi vil gerne se en æresrunde højre om, I får i denne specielle anledning lov at låne vores ponyer!